Sydafrika

Ja, så står vi så på tærsklen til Sydafrika. Der er lige nu under 24 timer til vi tager afsted, og de fleste ting er pakket. Har en blandet følelse af at være spændt og være nervøs. For hvad nu hvis man glemmer noget? Eller man ikke kan håndtere det at arbejde i varmen flere timer om dagen? Der er ihvertfald mange tanker og bekymringer der suser rundt i mit hoved...

Nu har vi så været hjemme i kolde Danmark i en måneds tid. Det føles som meget længere, især fordi vi både har været i norge og haft vinterferie i mellemtiden.
 På trods af alle tankerne jeg havde inden vi tog af sted, både gode og mindre gode, blev det en helt og aldeles fantastisk tur. Ihvertfald ikke en tur jeg glemmer foreløbigt. Jeg vil ikke bruge flere timer på at fortælle om alt hvad vi lavede og så, men vil skrive lidt om noget der slog mig, både dernede og efter jeg er kommet hjem igen.
 Det med at det er nemt at overbevise sig selv om at ja, du har virkelig brug for den nye Iphone 5, eller de lidt for dyre par bukser. For inderst inde ved vi godt at vi har alt hvad vi har brug for, alt det andet er jo bare tilbehør, ting vi gerne vil have for fornøjelsens skyld. I Danmark, og i andre europæiske lande, får man næsten alt givet (på grund af den høje skat), en uddanelse, penge under uddanelse, penge hvis du ikke kan få et job osv. Vi lever på en måde i overflod, og glemmer at stoppe op og sætte pris på, ikke de små ting, men faktisk ret store ting der gør hverdagen nem. At vi får mad hver dag, at vi har tøj på kroppen og et sted vi kan sove trygt om natten. Det var noget det der chokerede mig mest i Sydafrika, for selvom man har hørt om det mange gange, at der findes fattige som sulter og sådan, er det bare noget helt andet når man er så tæt på det. Et land hvor halvdelen af hele befolkningen lever for under 3 euro om dagen, hvor det at have aids er mere normalt end ikke at have det og hvor det mad de fleste har råd til, ikke er rigtig mad, men chips og drikkevarer fyldt med sukker i. For det er billigst. 
 Jeg lovede mig selv, både at komme tilbage og gøre mere, men også at jeg ikke ville glemme det. Ikke glemme at jeg er mere heldig end hvis jeg havde vundet i lotto, ved at bo i et land som Danmark. For jeg må desværre indrømme at jeg nok har set det som en slags menneske ret at have det som jeg har det, men det er det jo ikke. Ville nu have været vidunderligt hvis det var.