Her den seneste måneds tid, har der i siden af tavlen stået; træf et valg! Det har fået mig til at tænke. Tænke på hvilke valg jeg snart selv skal til at træffe, for inden i er jeg bange for at træffe de forkerte beslutninger, og at det vil have forfærdelige konsekvenser for min fremtid. Men hvordan kan man vide hvad der er det rigtige? Man kan jo altid tage det mere sikre valg, og bygge ens liv på ikke at komme ud hvor man ikke kan bunde. Eller man kan kaste sig ud i det, og håbe på det bedste... I mit liv handler det meget om hvilken slags uddannelse jeg skal vælge. Ved ikke helt hvorfor, men har en stor frygt for at ende som kasse-dame i netto som 45 årig, boende alene med 12 katte. vil bare ikke fejle, eller rettere sagt opgive mine drømme. Det er bare sådan at folk altid fortæller om de drømme de havde som unge, hvorefter de tit afslutter med at det bare ikke gik. De gav op. Om jeg er den eneste der har det sådan, eller om der er flere ved jeg ikke, men synes det er ret deprimerende at få det billede ind i hovedet allerede fra barnsben. Du vokser op med nogle drømme, men finder ud af at det ikke går. Er det virkelig bare det? Er der ikke mere til livet? Her kan man bruge udtrykket YOLO (you only live once), for hvis man ikke prøver, sådan virkelig prøver at forfølge sine drømme, kan man jo ikke opnå dem.
Selv har jeg prøvet at be for at finde ud af hvad der er meningen jeg skal næste år og fremover. Og tror lidt jeg har fået svaret, selvom det måske ikke er det klogeste valg hvis man tænker over det. Men ud fra erfaringer vil jeg faktisk mene at det bedste i livet kommer når man ikke prøver at planlægge det hele, men tager det som det kommer og håber på det bedste. For selvom man gerne vil kunne styre alt, bliver man nødt til at indse på et tidspunkt at det ikke er muligt. Vi kan ikke styre hvor livet bringer os hen, vi kan gøre en del, men ikke styre det helt. Nogle gange sker der uventede ting uden for vores kontrol. Det skal man bare lære at leve med. Lægge det over i hænderne på Gud, og tage tingene som de kommer, og ikke glemme: Dagen i går er fortid, dagen i morgen er fremtid, men dagen i dag er en gave, så nyd den!
Mit liv med Gud har været noget af en rejse. Med mange op og nedture, tider hvor jeg følte Gud ikke kunne være tættere på mig, og tider hvor jeg følte mig forladt og en smule fortabt. Det har mange gange været en kamp at holde mig i troen. ´Hele mit liv har jeg været kristen, lige siden jeg begyndte at tale begyndte jeg ligeså at stille spørgsmål om Gud. Min mor, der ikke viste hvor eller hvordan jeg havde hørt om Gud fra, vidste ikke hvad hun skulle svare. På den måde blev hun lidt presset ud i at undersøge det så hun kunne give nogle svar, og også lidt fordi hun selv var nysgerrig om hvad alt det der Gud halløj var. Det førte så til at hun kom til tro, og begyndte at gå i kirke om søndagen osv.
Da jeg startede på efterskole kom jeg langt væk fra min tro, så langt væk jeg faktisk ikke ville sige jeg var kristen mere. Det var især fordi alle de andre ikke var kristne, og jeg var bange for at de ville se ned på mig for at være det. Det var egentlig først på mit 2. år på efterskole, da jeg gik på Djurslands efterskole, at jeg virkelig begyndte at interessere mig for kristendommen, og det at læse i biblen til cellegruppe. Selve det at man var da helt normal hvis man var kristen, gjorde også at jeg ikke følte mig anderledes ved at sige det og stå ved det. Selvom det måske ikke var sammen med nogle af mine kristne venner. Noget af det jeg håber og tror på at opnå i år på front, er at komme tættere på Jesus, og virkelig føle at han er i mit hjerte.
man kan sige at jeg vil; walk in the dust of my rabi.
For det meste når man snakker om unge i Danmark, handler det om hvor meget de drikker, ryger eller noget i den stil. Det kan derfor være ret problematisk for mange, at være både ung og kristen. For hvordan er det lige man skal opføre sig? Skal man vise et godt eksempel for andre ikke-kristne? Eller kan man bare gå til fester, drikke sig fuld? Jeg mener personligt ikke man skal føle sig forpligtet til at vise et godt eksempel, især ikke hvis man føler det er en udfording for en at indrømme man er kristen. Det kan godt være ret svært, da det jo altid er nemmere at sige det alle andre siger, og mene det alle andre mener. Man kan næsten sige man melder sig lidt ud af fællesskabet - indrømmer man er anderledes. Tværtimod mener jeg så heller ikke man skal leve et slags dobbelt-liv. Man skal lidt prøve at finde en balance, som passer til en selv. Det kan jo være meget forskelligt fra person til person.
Til de unge der føler sådan, vil jeg gerne lige give et godt råd. Prøv bare at være dig selv, også selvom det indebærer at være anderledes. For mange vil faktisk respektere dig for det, ikke alle vil, men mange. Du kan også begynde (hvis du ikke allerede gør) at komme i en celle-gruppe, hvor man kan tale åbent om sin tro med andre kristne. En god ting ville selvfølgelig altid være at bede for det, at Gud vil styrke dig til ikke bare at følge strømmen fordi det er nemmere, men at stå fast fordi det er rigtigt.
Håber ihvertfald, at hvis det her er noget du kæmper med, at du må finde ud af hvad der er rigtigt for dig, og ikke miste troen.
Må Gud være med dig.
