Billede efter vi havde færdiggjordt chreshen (en slags børnehave)

Sydafrika

Ja, så står vi så på tærsklen til Sydafrika. Der er lige nu under 24 timer til vi tager afsted, og de fleste ting er pakket. Har en blandet følelse af at være spændt og være nervøs. For hvad nu hvis man glemmer noget? Eller man ikke kan håndtere det at arbejde i varmen flere timer om dagen? Der er ihvertfald mange tanker og bekymringer der suser rundt i mit hoved...

Nu har vi så været hjemme i kolde Danmark i en måneds tid. Det føles som meget længere, især fordi vi både har været i norge og haft vinterferie i mellemtiden.
 På trods af alle tankerne jeg havde inden vi tog af sted, både gode og mindre gode, blev det en helt og aldeles fantastisk tur. Ihvertfald ikke en tur jeg glemmer foreløbigt. Jeg vil ikke bruge flere timer på at fortælle om alt hvad vi lavede og så, men vil skrive lidt om noget der slog mig, både dernede og efter jeg er kommet hjem igen.
 Det med at det er nemt at overbevise sig selv om at ja, du har virkelig brug for den nye Iphone 5, eller de lidt for dyre par bukser. For inderst inde ved vi godt at vi har alt hvad vi har brug for, alt det andet er jo bare tilbehør, ting vi gerne vil have for fornøjelsens skyld. I Danmark, og i andre europæiske lande, får man næsten alt givet (på grund af den høje skat), en uddanelse, penge under uddanelse, penge hvis du ikke kan få et job osv. Vi lever på en måde i overflod, og glemmer at stoppe op og sætte pris på, ikke de små ting, men faktisk ret store ting der gør hverdagen nem. At vi får mad hver dag, at vi har tøj på kroppen og et sted vi kan sove trygt om natten. Det var noget det der chokerede mig mest i Sydafrika, for selvom man har hørt om det mange gange, at der findes fattige som sulter og sådan, er det bare noget helt andet når man er så tæt på det. Et land hvor halvdelen af hele befolkningen lever for under 3 euro om dagen, hvor det at have aids er mere normalt end ikke at have det og hvor det mad de fleste har råd til, ikke er rigtig mad, men chips og drikkevarer fyldt med sukker i. For det er billigst. 
 Jeg lovede mig selv, både at komme tilbage og gøre mere, men også at jeg ikke ville glemme det. Ikke glemme at jeg er mere heldig end hvis jeg havde vundet i lotto, ved at bo i et land som Danmark. For jeg må desværre indrømme at jeg nok har set det som en slags menneske ret at have det som jeg har det, men det er det jo ikke. Ville nu have været vidunderligt hvis det var.

Træf et valg!

Her den seneste måneds tid, har der i siden af tavlen stået; træf et valg! Det har fået mig til at tænke. Tænke på hvilke valg jeg snart selv skal til at træffe, for inden i er jeg bange for at træffe de forkerte beslutninger, og at det vil have forfærdelige konsekvenser for min fremtid. Men hvordan kan man vide hvad der er det rigtige? Man kan jo altid tage det mere sikre valg, og bygge ens liv på ikke at komme ud hvor man ikke kan bunde. Eller man kan kaste sig ud i det, og håbe på det bedste... I mit liv handler det meget om hvilken slags uddannelse jeg skal vælge. Ved ikke helt hvorfor, men har en stor frygt for at ende som kasse-dame i netto som 45 årig, boende alene med 12 katte. vil bare ikke fejle, eller rettere sagt opgive mine drømme. Det er bare sådan at folk altid fortæller om de drømme de havde som unge, hvorefter de tit afslutter med at det bare ikke gik. De gav op. Om jeg er den eneste der har det sådan, eller om der er flere ved jeg ikke, men synes det er ret deprimerende at få det billede ind i hovedet allerede fra barnsben. Du vokser op med nogle drømme, men finder ud af at det ikke går. Er det virkelig bare det? Er der ikke mere til livet? Her kan man bruge udtrykket YOLO (you only live once), for hvis man ikke prøver, sådan virkelig prøver at forfølge sine drømme, kan man jo ikke opnå dem.
Selv har jeg prøvet at be for at finde ud af hvad der er meningen jeg skal næste år og fremover. Og tror lidt jeg har fået svaret, selvom det måske ikke er det klogeste valg hvis man tænker over det. Men ud fra erfaringer vil jeg faktisk mene at det bedste i livet kommer når man ikke prøver at planlægge det hele, men tager det som det kommer og håber på det bedste. For selvom man gerne vil kunne styre alt, bliver man nødt til at indse på et tidspunkt at det ikke er muligt. Vi kan ikke styre hvor livet bringer os hen, vi kan gøre en del, men ikke styre det helt. Nogle gange sker der uventede ting uden for vores kontrol. Det skal man bare lære at leve med. Lægge det over i hænderne på Gud, og tage tingene som de kommer, og ikke glemme: Dagen i går er fortid, dagen i morgen er fremtid, men dagen i dag er en gave, så nyd den!

Mit liv med Gud

Mit liv med Gud har været noget af en rejse. Med mange op og nedture, tider hvor jeg følte Gud ikke kunne være tættere på mig, og tider hvor jeg følte mig forladt og en smule fortabt. Det har mange gange været en kamp at holde mig i troen. ´Hele mit liv har jeg været kristen, lige siden jeg begyndte at tale begyndte jeg ligeså at stille spørgsmål om Gud. Min mor, der ikke viste hvor eller hvordan jeg havde hørt om Gud fra, vidste ikke hvad hun skulle svare. På den måde blev hun lidt presset ud i at undersøge det så hun kunne give nogle svar, og også lidt fordi hun selv var nysgerrig om hvad alt det der Gud halløj var. Det førte så til at hun kom til tro, og begyndte at gå i kirke om søndagen osv.
 Da jeg startede på efterskole kom jeg langt væk fra min tro, så langt væk jeg faktisk ikke ville sige jeg var kristen mere. Det var især fordi alle de andre ikke var kristne, og jeg var bange for at de ville se ned på mig for at være det. Det var egentlig først på mit 2. år på efterskole, da jeg gik på Djurslands efterskole, at jeg virkelig begyndte at interessere mig for kristendommen, og det at læse i biblen til cellegruppe. Selve det at man var da helt normal hvis man var kristen, gjorde også at jeg ikke følte mig anderledes ved at sige det og stå ved det. Selvom det måske ikke var sammen med nogle af mine kristne venner. Noget af det jeg håber og tror på at opnå i år på front, er at komme tættere på Jesus, og virkelig føle at han er i mit hjerte.
man kan sige at jeg vil; walk in the dust of my rabi.

Ung og kristen?

For det meste når man snakker om unge i Danmark, handler det om hvor meget de drikker, ryger eller noget i den stil. Det kan derfor være ret problematisk for mange, at være både ung og kristen. For hvordan er det lige man skal opføre sig? Skal man vise et godt eksempel for andre ikke-kristne? Eller kan man bare gå til fester, drikke sig fuld? Jeg mener personligt ikke man skal føle sig forpligtet til at vise et godt eksempel, især ikke hvis man føler det er en udfording for en at indrømme man er kristen. Det kan godt være ret svært, da det jo altid er nemmere at sige det alle andre siger, og mene det alle andre mener. Man kan næsten sige man melder sig lidt ud af fællesskabet - indrømmer man er anderledes. Tværtimod mener jeg så heller ikke man skal leve et slags dobbelt-liv. Man skal lidt prøve at finde en balance, som passer til en selv. Det kan jo være meget forskelligt fra person til person.
Til de unge der føler sådan, vil jeg gerne lige give et godt råd. Prøv bare at være dig selv, også selvom det indebærer at være anderledes. For mange vil faktisk respektere dig for det, ikke alle vil, men mange. Du kan også begynde (hvis du ikke allerede gør) at komme i en celle-gruppe, hvor man kan tale åbent om sin tro med andre kristne. En god ting ville selvfølgelig altid være at bede for det, at Gud vil styrke dig til ikke bare at følge strømmen fordi det er nemmere, men at stå fast fordi det er rigtigt.

Håber ihvertfald, at hvis det her er noget du kæmper med, at du må finde ud af hvad der er rigtigt for dig, og ikke miste troen.

Må Gud være med dig.